Og Bjergmarken Renseanlæg har fået endnu mere at være stolte af i den seneste tid. I løbet af få måneder har anlæggets medarbejdere justeret beluftningen og omrøringen, så elregningen er reduceret med over 200.000 kroner om året. Men det er kun begyndelsen, fortæller driftsleder Thomas Hvass Eriksson:
”Efter justeringerne har vi reduceret vores elforbrug med mindst 350.000 kWh om året. Det sparer os for over 200.000 kroner på elregningen, og vi skåner samtidig atmosfæren for 175 tons CO2. Så vi har fået blod på tanden, og vores undersøgelser viser, at vi teroretisk kan spare over en million KWh om året. Det svarer til 600.000 kroner og en CO2-reduktion på 500 tons.”
Medarbejderne på Bjergmarken Renseanlæg fik hjælp fra rådgivende ingeniører til at gennemføre en række fysiske og tekniske forsøg og undersøgelser på de biologiske tanke.
”Forsøgene viste blandt andet, at bundbelufterne i vores dybe tanke ikke bidrog særlig meget til den samlede beluftning, når rotorerne kørte. Derfor er de nu slukkede, og vi tænder dem kun, når vi har særligt høje stofkoncentrationer – f.eks. under Roskilde Festival.”
Det viste sig også, at der var store besparelser at hente ved at justere rotorernes nedsænkning i vandfasen. Konsulenterne hjalp med at finde det punkt, hvor beluftningen er optimal i forhold til strømforbruget. Endelig fik Bjergmarken renseanlæg etableret intelligent styring af omrørerne, som sparer 40 procent af deres årlige strømforbrug i forhold til før.
”Omrørerne plejede at køre hele døgnet, men nu kører de kun ca. 60 procent af tiden, afhængigt af belastningen og biologien. Vi slukker omrørerne, når rotorerne belufter vandet, og omvendt. Sekvenserne er styret af en computer, der løbende måler koncentrationen af Nitrat, ammonium og oxygen i vandfasen og på den baggrund tænder eller slukker for omrørerne,” siger Thomas Hvass Eriksson.
Projektet startede, da DONG og konsulentfirmaet DHI henvendte sig til Bjergmarken Renseanlæg og tilbød at granske mulighederne for energieffektiviseringer på anlægget. Snart var anlæggets egne driftsmedarbejdere og miljøteknikere i gang med at gennemføre forsøg sammen med konsulenterne.
”Før vi gennemførte forsøgene, mente vi, at der kun ville være mindre besparelser at hente på styringen af de biologiske tanke. Så det var en stor overraskelse for os, at besparelsespotentialet viste sig at være hele 33 procent. Og med en samlet investering på 300.000 kroner til analyse, konsulentbistand, tilpasning af processtyringen og vores egne mandetimer, vil besparelsen tjene investeringen hjem mange gange over de kommende år.”
Thomas Hvass Eriksson håber, at Bjergmarkens besparelser kan være med til at inspirere andre anlæg. Han tror nemlig, at der stadig er besparelsespotentialer på anlæg rundt om i landet, og at en del kan opnås gennem tilpasning af processtyringerne – ligesom i Roskilde. Det handler til dels om at prøve sig frem, men det kan også være en rigtig god ide at få friske øjne ind og påvise eventuelle muligheder, siger han.
”Der kan være andre steder, hvor man går med både livrem og seler, når det gælder sikkerhedsfaktorerne. Det gjorde vi selv. Hvis man ikke er sikker på, om den mekaniske omrøring af vandet under beluftning er god nok, lader man for eksempel omrørerne køre nonstop for at være sikker på at kunne overholde udledningskravene. Men hvis man kender sit anlæg og har fuldt overblik over processerne, kan man måske slukke dele af maskineriet og spare energi.”
De flotte resultater på Bjergmarken Renseanlæg sikrede anlægget en nominering til DANVAs og Elsparefondens Energi Prisen 2009.
FAKTABOKS:
Bjergmarken Rensningsanlæg er en del af Roskilde Forsyning. Roskilde Forsyning leverer vand, varme og sørger for afledning og rensning af spildevand for en stor del af Roskilde Kommunes ca. 80.000 borgere. Der er p.t. 100 medarbejdere. Den 1. januar 2010 udskilles Roskilde Forsyning i et selvstændigt, kommunalt ejet aktieselskab.