Spar på varmen

I de fleste pumpestationer er der opsat varmeapparater, somregel elvarme-paneler. Elforbruget til opvarmning kan være meget stort. Der er eksempler på, at op til 40-50% af den el, der bliver brugt på pumpestationer, anvendes til opvarmning. 

Hvor meget bruges der hos jer?

Den el der bruges til varme er dyrere end den der bruges til pumperne og resten af pumpestationens drift. Det skyldes at der er lagt ekstra afgifter på el der bruges til varme. Afgifterne er på 56,6 øre pr. kWh. +moms. Den koster altså næsten dobbelt så meget som ”proces-el”.

Det er dog langt fra altid, at der er behov for at tilføre varme til pumpestationerne. De vigtigste grunde til at opvarme pumpestationerne er, at forhindre frost og kondens samt at have varmt vand til håndvask efter tilsyn.  

Frostsikring 

Frost forekommer sædvanligvis kun i pumpestationer over terræn. Det vil sige, at der sjældent er grund til at frostsikre nedgravede stationer. For at holde de overjordiske stationer frostfri er det tilstrækkeligt, at varmepanelets termostat står på 4-5 grader. Hvis termostaten står højere, er det spild af penge. Ofte opvarmes pumpestationerne til 15-18 grader. Det er da også behageligt at komme ud på tilsyn på sådanne stationer, men som regel er der jo kun tilsyn 4-12 timer om året, så det er en meget dyr behagelighed. Der spares ca. 5% for hver grad, temperaturen sænkes.

Hvilken temperatur er der i jeres pumpestationer? 

Kondens 

Kondens forekommer, når luftens almindelige fugtindhold kondenserer på kolde flader, f.eks. på rørføring i stål (spildevand er ca. 7-8 grader), eller på væggene i en nedgravet station.
Affugtning ved opvarmning er en meget dyr løsning. En billigere og lige så god løsning er at opstille en affugter, som kun bruger en brøkdel af den el, som et varmeapparat bruger til samme funktion. En anden fordel er, at den el, som affugteren bruger, betegnes som ”proces-el”, som på grund af mindre afgifter kun koster det halve af, hvad ”opvarmnings-el” koster. Det kan også overvejes, om kondens overhovedet er et problem. Bortset fra el-tavlen kan alle komponenterne i en pumpestation tåle fugt, så hvis el-tavlen er placeret i eget skab over terræn, bør det vurderes, om der overhovedet skal affugtes.

Hvis der er store problemer med kondens, kunne det være en løsning at isolere den øverste meter af pumpestationen. Det er typisk på denne del af overfladen at fugten kondenserer.

Vandvarmere

I mange pumpestationer er der også opsat vandvarmere, så det er muligt at vaske hænder i varmt vand efter service. I mange tilfælde sidder der en 10-50 liters varmtvandsbeholder opvarmet med et elvarmelegeme, der holder vandtemperaturen på 40-60 grader. Det er meget vand at holde opvarmet året rundt for at kunne vaske hænder få gange (selv om en del af varmetabet kommer resten af stationen til gode), og varmetabet fra beholderen er 400-800 kWh om året. Hvis der kun skal anvendes varmt vand til håndvask, vil en mere energirigtig løsning være, at opsætte en lille gennemstrømsvandvarmer. Gennemstrømsvandvarmeren har næsten intet forbrug i standby - kun når der bliver tappet vand.