I pumpestationer med mere end 2 pumper er der dog sjældent grund til at opsætte mere end 2 frekvensomformere. De situationer, hvor der kører 2 eller flere pumper, er som regel regnvejrsbetingede, og så kører pumperne alligevel (ureguleret) for fuld kraft.
I pumpestationer, hvor der ikke kan/skal køre mere end én pumpe ad gangen (ingen samdrift), vil én omformer i nogle tilfælde være tilstrækkelig. Da frekvensomformeren kun har én udgang til forsyning af pumperne, skal forsyningskablet mellem frekvensomformer og motor opsplittes i et sæt kontakter, der styres fra pumpestyringsenheden. Det vil sige, at pumpestyringsenheden giver signal til kontaktorerne om, hvilken af pumperne der skal forsynes med strøm (visse frekvensomformere har også denne facilitet til at styre signalet til kontakterne). Sørg for at kontaktorerne, som jo fører frekvensomformet strøm, er skærmet af hensyn til elektromagnetisk støj. Løsningen med 2 frekvensomformere vil give en forbedret driftssikkerhed.