Energiledelse og energistyring

Energiledelse er en systematisk og struktureret metode til at bruge energien bedre. Det er en kontinuerlig proces, hvor man på baggrund af en formuleret politik løbende sætter sig mål, planlægger, udfører, evaluerer, justerer politikker, sætter sig nye mål o.s.v.

Energiledelse er et ledelsessystem på linje med kvalitetsstyring og miljøledelse, som kan certificeres efter standarden DS 2403. Energiledelsesstandarden kan uden problemer integreres med f.eks. ISO-standarder som 9001 og 14001.

Et integreret ledelsessystem giver ledelsen et mere effektivt værktøj og større overblik over, hvor der kan være behov for en ekstra indsats. Med ét system kan ledelsen gennemføre en samlet evaluering. Det er dog vigtigt at sikre sig, at energien ikke "drukner" mellem ledelsens mange andre opgaver.

Energiledelse kan også bruges som springbræt til mere komplicerede certificerbare ledelsessystemer som f.eks. miljøledelse og kvalitetsstyring.

Dansk Industri skønner, at der i industrien kan spares 5-10 procent på energiregningen gennem tiltag, der kan knyttes til indførelse af Energiledelse.

Se mere om energiledelse her.

Energistyring

Energistyring er en del af energiledelse. Energistyring er systematisk og permanent kontrol (ved måling) af energiforbrugets størrelse og sammenligning med det forventede (budgetterede) forbrug.

Hvis det viser sig, at forbruget afviger væsentligt fra det budgetterede, må den energiansvarlige foretage en analyse for at finde årsagerne - og om nødvendigt skride til handling, f.eks. ved at foretage indregulering af anlægget, gribe ind overfor uhensigtsmæssig brugeradfærd, eller foretage udskiftninger på eller ændringer af anlægget.

Når energistyring indføres, starter man med en foreløbig kortlægning af energiforbruget. Dernæst sammenlignes forbruget med tilgængelige nøgletal for andre renseanlæg - både totaltal og for udvalgte processer.

Den løbende registrering af forbruget danner grundlag for indsatsen, og det dokumenterer om energibesparende tiltag virker efter hensigten.