Snekkepumper

Snekkepumper (også kaldet sneglepumper og Archimedes snegl) er meget driftsikre, kan klare store spildevandsmængder og er ret ufølsomme overfor grove urenheder. Totalvirkningsgraden inklusiv elmotor og udveksling er 60-70%, og den falder ikke væsentligt ved halv belastning.

Ulemper ved snekkepumper er, at de kræver megen plads, at de er dyre at etablere, og at de kun kan løfte - ikke skabe tryk.

Indløbspumpestationer og mellempumpestationer er ofte designet med snekkepumper med meget stor løftekapacitet, der er nødvendigt for at kunne klare spidsbelastninger og regnvejrsbelastninger.

Ved tørvejr og lav belastning er snekkepumperne imidlertid ofte meget overdimensionerede. Ved lavt flow kan energiforbruget derfor være væsentligt højere pr. m³ end ved det flow, pumperne er dimensionerede til.

Der kan derfor opnås elbesparelser ved at installere et mindre nat-flow tilpasset snekke- eller centrifugalpumpe parallelt med de eksisterende snekkepumper.

En anden mulighed er at etablere intervaldrift af snekkepumper i stedet for kontinuer drift om natten. Intervaldrift kan dog give procesmæssige problemer p.g.a. variationen i spildevandsmængde, og da en del udstyr styres efter indløbsflowmåleren.

For at sikre energieffektivitet bør der holdes øje med, at tilbageløbet i snekkepumpen ikke er for stort, hvilket kan ske, hvis lejringen af snekken ikke er som den skal være.

Læs mere om indløbspumper her.