Indløb og forrensning

Energiforbruget i indløbet går til pumpning. De generelle muligheder for at spare på pumpning er beskrevet i afsnittet Pumpning. DHI har udarbejdet et notat, der som eksempel beskriver mulighederne for at spare på indløbssnekkepumper på Aars Renseanlæg. 

Forrensning af spildevand for COD, N og P har stor betydning for energiforbruget til beluftning i bioreaktorerne. Reduktionen i COD ved forrensning vil være afhængig af spildevandets sammensætning samt den anvendte metode til forrensning, men der kan forventes en COD-reduktion på 30- 80%. Reduktionen i energiforbruget vil være proportionelt til COD-reduktionen, og der kan forventes en energibesparelse i størrelsesordenen 25-70% afhængig af forrensemetode. 

COD fjernet ved forrensning kan endvidere anvendes til biogasproduktion, og resulterer dermed i en elproduktion, der modsvarer el købt via nettet. 1 kg omsat COD giver ca. 1 kWh.

Forrensemetode COD-reduktion % Elbesparelse %
Bundfældning 30-40 25-35
Forfældning 40-80 35-70
Højt belastet aktiv slam 50-80 45-70
Elproduktion (afhængig af COD reduktion og omsætning) - 20-60

Reduktion af COD og energibesparelse ved forrensning